|
Til alle I 300 jazzvenner, der var med til Vestre Jazzværks 30 års jubilæumskoncert på Godset i Kolding søndag eftermiddag den 9. marts, vil vi sige tak for en fantastisk opbakning. Mange af jer har fulgt os trofast gennem samtlige 30 år.
Vi ved fra flere af de reaktioner, vi har modtaget både under koncerten og bagefter, at I havde en god eftermiddag. Endnu flere gerne ville have været med, men desværre var der ikke plads til flere på Godset. Øv!!
Også både de nuværende og tidligere medlemmer af Vestre Jazzværk havde en god eftermiddag. Flot at næsten alle kunne være med og gik til opgaven med så stor entusiasme. Koncerten var et godt bevis på, at den musik, vi har valgt at spille, er en livsstil. Flere af os havde ikke spillet sammen i adskillige år, men når vi stod på scenen, var det som om det kun var få dage siden. Melodier og arrangementer lå lagret i hukommelsen og dukkede op, da der var brug for dem. Det samme gjorde mange gode og sjove minder.
Bag et sådant arrangement er der mange hænder i gang. De blev leveret af Kolding Jazzklub og jazzklubbens frivillige hjælpere, som stillede stole op, skænkede champagne, bemandede baren, pyntede med lys og blomster og i det hele taget hyggede om os. Også stor tak til alle jer og til Kolding Jazzklub, fordi I ville lægge navn og mange hjælpende hænder til.
Og sidst men ikke mindst: Tak til Per Bødker Andersen, som elegant og sjovt førte os gennem 30 års orkesterhistorie og en uforglemmelig eftermiddag.
Det er en dag, vi vil se tilbage på med stor glæde.
Mange hilsener fra Vestre Jazzværk
|
|