Traditionel jazz i international klasseVestre Jazzværk har siden midten af 70’erne været et af de mest veletablerede og velspillende danske orkestre inden for den traditionelle jazz, og orkestret nyder stor anerkendelse såvel på den danske som på den udenlandske jazzscene.Orkestret er opstået af Storyville Stompers, som i begyndelsen af 70’erne blev dannet i Danmarks ældste by, Ribe. Efter en reorganisering skiftede orkestret i 1977 navn til Vestre Jazzværk.Vestre Jazzværk læner sig ikke op ad bestemte forbilleder og stilarter. Inspirationen hentes fra forskellige kilder i den klassiske jazz. Jazzklassikerne tilsættes en god portion af de seks musikeres personlighed og erfaring gennem 40-50 år som aktive jazzmusikere, og det kommer der pågående, veltilberedt og swingende traditionel jazz ud af, som man både kan lytte og danse til.Det internationale gennembrud kom i 1982, da Vestre Jazzværk vandt både orkesterprisen og solistprisen i en konkurrence for amatørjazzorkestre i Dunkerque, Frankrig. Den 4. maj 1989 opnåede Vestre Jazzværk den store anerkendelse at blive udnævnt til æresborgere i jazzens fødeby, New Orleans, af byens daværende borgmester Sydney Barthelemy, efter en koncert i Storyville Jazz Hall i New Orleans, Louisiana. Siden har Vestre Jazzværk blandt andet fået førsteprisen i “Swedish Open i Gladjazz” i Ljungby 1992 og Femø Jazz Prisen i 1997.Vestre Jazzværk har spillet på festivaler, jazzrestauranter og i jazzklubber i USA, Holland, Belgien, Tjekkiet, Frankrig, Tyskland, Spanien, Sverige, Norge, Finland, Færøerne og Storbritannien – og til Riverboat Shuffle på Mississippis eneste dampdrevne hjuldamper, Natchez.

.

.